torsdag den 31. januar 2013

4. praktik uge med ridning og horsemanship



Mandag til torsdag den 28. januar til den 31. januar 2013

I de sidste mange dage har vi valgt at lukke hestene ud på ridebanen pga. for meget mudder på folden. Det gør det generelt også nemmere at få fat i dem, når vi skal bruge dem. Hestene er generelt blevet nemmere for eleverne at håndtere og fange. Selv Felix er blevet meget mere medgørlig. Eleverne er løbende blevet mere selvhjulpne og rutineret omkring håndteringen af hestene i det daglige. Pasningen er blevet mere effektiv og de fleste elever går selv i gang med deres opgaver uden at blive bedt om det. Rikke skal dog stadig ind i mellem opfordres til at gå i gang. Generelt er eleverne meget positive og utroligt hjælpsomme.

I mandags red eleverne igen. De var rigtig glade for  at komme i gang igen efter en uges pause med Dk - projektet. Eleverne blev sat til i skridt at lave styreøvelser rundt om nogle kegler, og det var en stor succes. Cecilie kunne næsten selv styre, og Frederik B. blev i første omgang trukket igennem keglerne. Ida, som er en rutineret rytter, fik lavet nogle smidighedsøvelser med Tøsen, og jeg satte mig op sidst i lektionen og arbejdede lidt videre med hesten. Hun er meget stiv og lidt modvillig.
Frederik S. blev meget modig, og mente at han sagtens kunne styre Felix selv, hvilket resulterede i, at han mistede kontrollen og Felix løb med ham rundt på banen. Vi fik dog til sidst stoppet hesten ved fælles hjælp. Efterfølgende ville Frederik da gerne prøve sådan en tur igen, idet han syntes det var en sjov og spændende oplevelse.
De var alle glade for ridningen, og Cecilie var stolt af, at det lykkedes hende så godt at styre. Kathrine hjalp med undervisningen, hvilket var rigtig godt for udbyttet. For det er vanskeligt at nå alle, når man står med 3 nybegyndere og 4 ryttere alene. Kathrine og jeg var begge enige om, at det mest optimale er, at der er 2 undervisere for at eleverne får det optimale udbytte ud af undervisningen især fordi de har brug for rigtig megen hjælp.

I tirsdags kom Cecilie hen til mig og var meget stolt af, at hun for første gang havde travet alene på en af hestene på Askov Ridecenter. Hun har ridning som valgfag. Styreøvelserne havde hun også lavet på den anden hest på Askov.
Eleverne skulle tirsdag lave horsemanship. Inden træningen havde vi lidt teori om horsemanship ved at jeg viste nogle videoer fra youtube. Jeg repeterede ligeledes, hvad horsemanship gik ud på. De øvrige elever på holdet deltog interesserede i oplægget og den efterfølgende træning. Alle elever var opmærksomme og nysgerrige. Det var en rigtig god oplevelse for både eleverne og os lærere.
Ved træningen introducerede jeg tillidstræning med tæpper og en fitness bold. Alle hestene var helt ok med tæpperne, men bolden var de noget skeptiske omkring. Det lykkedes dog at få Basse (nordbaggeren) til at acceptere den forholdsvist godt, men Felix var blevet temmelig forskrækket, så han var ikke helt ok med den. Eleverne fik ved denne øvelse demonstreret hestenes flugtinstinkt.

I dag red vi igen. Jeg var noget i tvivl på grund af stormvejret, så eleverne fik valget mellem at se film eller ride. Det blev ridningen. Vi kom lidt sent i gang med pasningen af dyrene, så der manglede stadig lidt af staldarbejdet til pausen. Derfor valgte et par af eleverne (Ida og Cecilie) at blive tilbage i pausen og gøre stalden færdig. Efter pausen tog eleverne selv hestene ind bortset fra Nelson, som jeg tog. De fik uden problemer fat i hestene og fik dem trukket ind. De 3 af eleverne kunne stort set selv sadle op. Jeg hjalp Cecilie med hovedtøjet og de 2 Frederik med opsadlingen, hvor jeg viste dem, hvad jeg gjorde. _Næste gang skal de så prøve selv, hvor jeg står ved siden af.

Rikke ville rigtig gerne ud og ride. Hun havde redet lidt i mandags og var rigtig glad for det. Hun er i det hele taget mere glad og aktiv lige til i dag, hvor jeg måtte fortælle hende, at hun ikke måtte ride pga. sine epilepsianfald. Vi havde fået at vide, at skolen ikke ville tage ansvar for, at hun skulle komme til skade ved at falde af. Det blev hun rigtig ked af. Det er brandærgerligt, men forståeligt. For det havde ellers en positiv effekt på hende. Nu var hun ellers ved at være mere glad og aktiv. Æv.

Cecilie ville rigtig gerne øve med keglerne igen, men det var noget vanskeligt at tilgodese, når jeg var alene med 4 heste. Hun ville helst selv ride uden at blive trukket, men havde lidt vanskeligheder med Basse, som ikke var helt enig med retningen og tempoet,  så hun måtte have en del hjælp. Hun blev lidt frustreret og opgivende, men det hjalp lidt,  når jeg gik ved siden af med lidt afstand. Jeg fortalte hende, at det var vigtigt at være bestemt og vedholdende. Så skulle det nok lykkes. Jeg kunne mærke, at jeg på et tidspunkt blev lettere irriteret på hende. For hun blev ved hele tiden og skulle have min opmærksomhed, mens jeg var i gang med at hjælpe nogle af de andre elever. Måske et punkt jeg skal øve mg på at blive bedre til.

Frederik B. havde lidt problemer med at trække Nelson, som ikke ville gå frem. Jeg måtte derfor trække ham lidt og ellers instruere Frederik B. i hvordan han skulle trække Nelson. Frederik S,. ville gerne trave, hvilket var lidt vanskeligt, for Frederik B. kunne ikke få ham til det, og jeg havde rigeligt at se til med de andre elever. Frederik B. ville helst ikke ride på Nelson. Han var lidt bange for ham. Så han må hellere ride på Felix næste gang.

Ida gjorde et fint arbejde med Tøsen, som vi trænede videre med til at give efter på biddet. Det var faktisk blevet bedre end sidst vi red hende. Ida er god til at lytte og modtage undervisning, og hun har en rigtig god kontakt med Tøsen. Det kræver rigtig meget tillid fra Tøsens side at give frivilligt efter tilsyneladende fordi hun ikke har lært det rigtigt fra starten af, og pga. forkert ridning. Vi arbejdede lidt sammen om at få hende til at give efter.


Bettina red lidt på Felix, men hun følte sig ikke helt tryg ved ham. Så hun fik ikke så meget ud af det. Jeg nåede desværre ikke at hjælpe hende så meget.

Line har været syg nu i snart 2 uger, så hun har desværre ikke været med. Christian var også syg i dag.

Efter lektionen havde Ida og jeg en god snak om bid og udstyr i det hele taget. Det var en ligeværdig snak, og jeg oplever at have en rigtig god og respektfuld kontakt med hende. Cecilie har jeg også en god kontakt til. Hun virker til at være meget glad for mig, og er meget kontaktsøgende. Line er, når hun er der, ligeledes meget kontaktsøgende og har brug for en del bekræftelse. Også hende synes jeg, at jeg har en god kontakt med. Det gælder også drengene. Bettina snakker jeg også godt med, men hun kan godt være lidt modvillig ind i mellem, Jeg aftalte med hende, at hun sammen med Ida skulle planlægge et mindre rideprogram, som de kunne opføre enten på video eller live. Det var hun med på.

mandag den 28. januar 2013

Et kort sammendrag af den 3. praktikuge:

En uge med projekt Danmarksindsamlingen. Eleverne skulle lave nogle plancher til forældredagen lørdag. Drengene skulle lave en planche med dyrene i Savannen og pigerne skulle lave en planche om vildheste.

Der var en del syge (alle pigerne var syge) i starten af ugen. Drengene kom i gang med deres planche. Frederik S. ved en del om dyrene og var meget selvkørende. Han havde lidt svært ved at give plads til de 2 andre i gruppen. Jeg forsøgte at få ham til at dele lidt med de andre, men det lykkedes ikke rigtigt. De blev færdige med planchen alligevel, og den blev ganske fin.

Pigerne kom først rigtig i gang om fredagen. For torsdag kom Rikke til skade med sin arm, og jeg kørte hende på skadestuen. De 2 andre piger læste så selv om vildheste og hesteflokken. Cecilie ville helst selv lave en planche om nordbagger, hvilket hun så fik lov til.

Cecilie var meget selvkørende og motiveret, og hun fik kun ganske lidt hjælp. Jeg roste hende for hendes indsats og arbejde. Ida, som var kommet til sidst på ugen, arbejdede rigtig godt alene. Hun var god til selv at finde info på nettet og arbejdede i det hele taget ganske fint. Bettina fik lidt hjælp af mig til at skrive tekst og finde billeder. Ida og Bettina fik så efter skoletid selv gjort planchen færdig.

Rikke var ikke rigtig med. Hun var meget træt og kom som sagt til skade om torsdagen. Hun fik alligevel øvet noget tekst omkring Uganda til om lørdagen, hvor forældrene skulle komme.

Rikke var faldet inden morgenmaden om torsdagen, og havde slået sin arm. Hun var meget ked af det, da hun kom ned i teorilokalet. Vi blev enige om at køre hende på skadestuen for at få tjekket om armen evt. var brækket. Jeg kørte hende til Køge. Armen var dog ikke brækket, men Rikke fik en slynge på for at støtte armen. Hun faldt igen lige som vi kom ud af døren, og vi måtte så ind igen på skadestuen. Heller ikke denne gang var den brækket. Hun var selvfølgelig noget ked af det og chokeret.

Om lørdagen kom forældrene forbi til Danmarksindsamlingsarrangementet. Alle eleverne på linjefaget fremlagde / læste op af det, de havde arbejdet med. Nogle var nervøse, men alle gennemførte og de klarede det fint. Bettina ville helst ikke, for hun bliver så nervøs, når hun skal stå foran så mange mennesker, men hun læste alligevel op, og klarede det fint.

Vi havde 2 heste med til ponyridning, og Cecilie og Ida var flinke til at hjælpe med at sadle op og trække hestene.









torsdag den 24. januar 2013

Udpate fra Korskildeskolen

Så landede vi midt i uge 4, før jeg fik blogget om min praktik.. jah tiden går, når man har det godt :)
Jeg vil indlede mit indlæg med, at jeg har fået en masse brugbare oplevelser og erfaringer både på det faglige og pædagogiske plan i form af en endnu større niveauforskel end jeg havde regnet med, hvilket kræver enorm fleksibilitet, omstillingsparathed og en ordentlig omgang refleksion/evaluering time for time... Helt vildt spændende og lærerrigt... - ydermere har jeg været med inde over alt hvad en klasselærerfunktion indebærer; rigtig store problemer på den sociale front, forældresamarbejde (jeg har netop inviteret til forældresamtaler i forbindelse med praktikken), ydermere har jeg fået lov til at holde et forældrearrangement i uge 8, hvor eleverne i den forbindelse skal præsentere dét vi har arbejdet med igennem mit praktikforløb.

Jeg koncenterer min praktik omkring personlig dannelse med nøglebegreber som mobning, konflikter, hierarki og forsøger derigennem at opnå en større bevidsthed hos eleverne, hvilket de hver især som individ og kollektivt som klasse nyder rigtig godt af. Resultaterne af gentagelser og kontinuerlig opsummering af det lærte stof er virkelig givtigt.

En masse positive ting om en rigtig fed og lærerrig praktik.
Ser glædeligt frem til at fortælle meget mere om min praktik :)

Skønt at læse jeres opleveser..
Håber vi kan få nogle rigtig gode snakke om alle vores erfaringer :)


onsdag den 16. januar 2013

En hilsen fra Rønnebæk

Hej allesammen.

Dejligt at læse lidt om Jeres praktikker!
Her kommer lige et par refleksioner fra min.

Fra i mandags startede min "helt-alene-praktik". Jeg startede desværre ugen meget sløj. Familien var ramt af noget maveforgiftning og det var sådan en dag der bare skulle overstås. Og dog...
Sådan en dag er det bare op ad bakke fandt jeg ud; når overskuddet mangler, så mangler overblik, handleformåen og ALT andet også.

Så jeg løb bogstavelig talt ind i en lærestreg af mangel på ro, struktur, tydelighed og alt andet der hører sig god klasseledelse til.
Og så er 5 lektioner lang tid-

Heldigvis kom jeg - efter en sygemelding tirsdag - på benene igen i dag, og havde besluttet mig for ikke at tage for meget med fra mandagen, da mange af de ting der ikke lykkes også skyldtes min egen dagsform.

I dag har været rigtig god. Børnene kan mærke at jeg er tilbage (rask) igen, som de kendte mig fra uge 2, hvor det også forløb rigtig godt med mit Faglig Literacy forløb, men hvor praktiklæreren også agerede stopklods hvis jeg mistede eleverne.

Nu da hun er væk, kan jeg mærke at 24 elever - uanset sociologi, baggrunde osv - er en stor mundfuld der virkelig stiller krav til grundig, relationel og tydelig klasseledelse.

Udfordringen ligger i at mange af uromagerne er de elever der enten har fået påvist diagnose eller har faglige vanskeligheder. Jeg bryder mig ikke om diagnosesynet, men jeg har måske fået en større forståelse for hvorfor fænomenet eksisterer og hvorfor nogle lærere er meget trætte efter en dag med aktiv adrenalin 24/7.

Som eksempel har jeg en dreng (har fået konstateret ADHD) der kommenterer alle de ting der bliver sagt i timen. Jeg forsøgte at sige til ham at jeg ikke kunne høre noget men det fungerede ikke. Han er en skøn dreng, fagligt udmærket, men han er også en af dem der pludselig sidder under bordet.
Nogle af lærerne har oplevet det samme og påtænkt om familien måske er stoppet med medicinen. Personligt ville det være fint med mig, men hvis alternativet er dette, så skal vi virkelig til at tænke på hovedet.

Det fortæller mig også at jeg er nødt til at være endnu mere opmærksom på de her lidt marginaliserede elever fagligt. Det er jo egentlig mit mål at nå dem med denne praktik, men der skal stilles endnu mere skarpt på disse 5 elever hvis jeg skal nå mit mål. Faglig læsning og udfordringer med at læse er en svær blanding. Jeg vil prøve at nå dem med genrepædagogik (hvor jeg forærer dem meget), klar instruks i arbejdsprocessen (måske ligefrem sidde med dem) mens de andre arbejder og et tilgængeligt opgave-materiale.

Man bliver mindet om forskellen i Folkeskolen når man under frilæsning ser at mens nogle elever læser små specialpædagogiske bøger med stort billede og 3-4 ord, så er andre i gang med faglig læsning på noget der ligner tidligt voksenniveau! Men det glæder mig rigtig meget at vi har materiale til alle elever, og jeg kan mærke at det giver et boost ift motivationen at der er materiale for alle elever.

Heldigvis bliver man mindet om hvor skønt et job vi får, når man i en læsetime accepterer at eleverne går udenfor og læser (hvilket nogle gør) og bare konstaterer at alle næsten konstant læser og er stille. Og hvor der er ro og tid til at nå de elever der har brug for et læseskub, imens man indimellem kan dele historier og begreber der perspektiverer til læsningen.

Og det er det potentiale jeg vil forsøge at bygge videre på i resten af praktikken...

mandag den 14. januar 2013

2. praktikuge med ridning og horsemanship


Mandag den 14. januar 2013


Ridning og første dag i 2. uge af praktikken.


For at kunne komme så hurtigt i gang med ridningen, fik et par af pigerne lov til at tage hestene ind i pausen, så de kunne strigle dem og sadle op. De var meget ivrige, og hentede sadler og hovedtøj til alle hestene. Line tog Tøsen ind, og Cecilie tog Basse. De sidste to heste måtte jeg ud og fange. De gik hurtigt i gang med at strigle, og jeg hjalp dem lidt. Da pausen var forbi, sadlede vi hestene op. Bettina var kommet efter at have været syg den første uge. Jeg spurgte hende om hun ville ride på Tøsen, og det ville hun gerne. Hun fik lidt hjælp med opsadlingen og var hurtigt klar. Cecilie kunne næsten selv sadle Basse op, men havde brug for hjælp med hovedtøjet. Line klarede selv at sadle Felix op, og Christian måtte have hjælp og anvisninger til opsadlingen.

Jeg longerede først Tøsen for at sikre at hun ikke var for frisk. Hun kan nemlig godt finde på at stejle, når man rider hende. Bettina er en rutineret rytter, så jeg havde tillid til at hun kunne håndtere hende. Longeringen gik fint, og bar tydelig præg af, at mit horsemanship arbejde med hende i sidste uge havde båret frugt. Hun var meget mere sød og medgørlig. Det gik også fint med at få redet hende på venstre volte, men Bettina fik lidt vanskeligheder med at ride hende højre om. Det lykkedes dog at få hende til at arbejde, og efter at Tøsen en enkelt gang forsøgte at slippe ved at stejle, lykkedes det Bettina at få drejet hende rundt et par gange, hvorefter det ellers gik rigtig fint.

Kathrine hjalp også med at undervise de andre elever, som red rundt i skridt med trækker bortset fra Line, som red selv i skridt på Felix.

Line og Cecilie ville rigtig gerne igen i longen for at trave. Det fik de også gjort i fredags, og var rigtig glade for det. Jeg lod først Cecilie trave, og det gik noget bedre for hende i dag at holde balancen. Hun var rigtig glad for det. Line fik både travet og galoperet i longen, hvilket hun også nød.

Til sidst ville Christian gerne trave, men Nelson var absolut ikke samarbejdende, så Christian måtte hoppe af, og jeg longerede Nelson uden rytter. Han bukkede noget rundt i starten, men til sidst var han ok.

Vi sadlede hestene af og lukkede dem ud på ridebanen igen. Eleverne var flinke til selv at bære sadlerne tilbage til teorilokalet. Jeg bar dog den ene af dem tilbage.

Vejledning og evaluering med Kathrine


Kathrine var godt tilfreds med hvordan den første uge var gået. Hun syntes, at jeg har en god pædagogisk tilgang til eleverne, og som hun sagde: ”De kan mærke, hvis man taler ned til dem eller ikke vil dem.” Der fornemmede hun, at de var glade for mig. Det er nu også min oplevelse. Jeg har især skabt nogle gode relationer til pigerne, som virkelige ser op til mig. Christian virker også meget positiv og hjælpsom. Frederik S. har indimellem nogle perioder, hvor han ikke har det så godt, og Kathrine mente, at jeg var god til at respektere det, og til at håndtere ham på den rigtige måde. Hun mente ligeledes, at jeg har en god forståelse for deres problematikker.

Jeg havde lidt problemer med at overholde tiden, og jeg havde lidt problemer med organiseringen af lokaler og computere, hvilket jeg er helt enig med hende i. Vi vil så forsøge at få organiseret et rum jeg kan være, hvor teknikken virker. Det med tiden må jeg også blive bedre til, men som hun også sagde, er det svært at nå at ride på så kort tid, når eleverne også skal nå at sadle op og af. Det var det dilemma, man altid står i. Vi var begge enige om, at eleverne fik meget mere ud af linjefaget, når vi begge er hestekyndige.



Tirsdag den 15. januar 2013

Horsemanship


Staldarbejdet var hurtigt færdigt i dag, så vi kunne komme hurtigt i gang med undervisningen i horsemanship efter pausen. Alle eleverne var tilstede bortset fra Rikke, som var blevet syg. Jeg havde i morges trænet med Nelson for at få ham til at være mere samarbejdsvillig. Bettina arbejdede med Tøsen, Frederik og Frederik med Nelson, Line med Felix og Cecilie og Christian med Basse. Hestene var lukket ind på ridebanen på forhånd for at gøre det nemmere at få fat i dem og for at spare tid. Felix var den sværeste at få fat i. De andre heste var forholdsvist nemme at få fat i.

Først startede jeg med kort at repetere de første hs øvelser, hvor jeg spurgte eleverne om, hvordan de skulle udføres, og hvad fordelen var ved dem. Frederik B. demonstrerede den ene af øvelserne på Nelson, som jeg brugte til at demonstrere på. Jeg introducerede endnu en tillidsøvelse med svingning af snoren. Alle hestene syntes at acceptere øvelsen på nær Felix, som Line havde lidt vanskeligheder med. Han blev ved med at gå ind i hende. Jeg hjalp hende med at få ham til at holde afstand. Frederik havde også senere lidt vanskeligheder med at få Nelson til at blive stående. Hesten virrede med hovedet og lagde ørerne ned, hvorefter Frederik trådte et skridt tilbage. Han læste hesten korrekt ved at flytte sig. Jeg fortalte ham, at han i stedet skulle bakke Nelson væk fra sig, fordi Nelson ellers dominerede ham ved at få ham til at flytte sig.

Cecilie forlod ridebanen efter et stykke tid uden at jeg registrerede det. Hun var blevet ked af det og frustreret over, at hun skulle samarbejde med Christian. Jeg tog en snak med hende efter at vi var færdige med undervisningen. Hun fortalte, at hun har svært ved at skulle dele og samarbejde, og at hun derfor trækker sig, når det bliver for svært. Hun blev ked af det over at hun måtte afbryde sine øvelser for at Christian kunne tage over. Derudover følte hun, at det gik for stærkt med at skulle prøve nye øvelser. Hun havde også hjemve, og var på forhånd lidt ked af det og sprød. Hun manglede tydeligvis også opmærksomhed fra mig og Kathrine, som også hjalp lidt til mens hun kiggede på. Hun gjorde mig opmærksom på, at hun har en meget lav selvtillid og var blevet mobbet på den tidligere skole. Hun har ikke rigtig nogle venner på  Waldemarsbo Efterskole, og føler at det altid er hende, som skal henvende sig til de andre. Jeg foreslog hende, at hun hver anden gang kunne arbejde alene og hver anden gang sammen med Christian, som hun selv helst ville arbejde sammen med. Det var hun med på. Ligeledes foreslog jeg hende, at hun skulle øve sig på at sige fra overfor Christian, hvis hun oplever, at han overtager hesten mens hun er midt i en øvelse. Hun skulle ligeledes fortsætte med at øve den øvelse hun gerne ville træne uagtet, hvad de andre trænede. Jeg fortalte hende, at jeg også ville holde mere øje med hende næste gang og gøre hende opmærksom på når det gik godt.

Det var tydeligt at udover at Cecilie var lidt sprød, at hun følte sig lidt overvældet over for mange skift i øvelserne, at hun ikke kunne sige fra over for Christian, som blandede sig for meget, også følte sig overset og ikke anerkendt og rost nok fra min side. Vi fik dog en rigtig god snak, og jeg fornemmede, at Cecilie havde det lidt bedre, da vi gik til frokost. Efter frokost virkede hun helt ok igen.

 
 

torsdag den 10. januar 2013

Første uge påblæsenborg.

Jeg er i en klasse med fire drenge og en pige. I klassen er der diagnoser som autisme og downs syndrom. Elevernes ordforråd er meget begrænset og deres faglige niveau er omkring 1-2 klasse. Dog er der en dreng med autisme hvis faglighed er på 5 klasse. God og stabil læser dog lidt problemer med ikke at blive for ivrig og læse for stærkt. Staver nogenlunde og har en god arbejdshukommelse. Han er god ved en computer og er ivrig efter at lære noget nyt. Han har en stor almen viden som de andre elever ikke har.

Jeg har planlagt forløb omkring fantasy i dansk, middelalderen/landbruget (pålagt) i historie og eleverne skal fremlægge nyheder i samfundsfag.
Der er tre lærere fast tilknyttet klassen og de er åbne over for ny viden og nye tiltag.

Eleverne har brug for meget diff i undervisningen samt mange skift. Deres koncentration afhænger meget af deres morgen de har haft hjemme eller på opholdsstedet.

Alle elever har taget imod mig med åbne arme.

Håber det går jer godt i praktikken. Jeg nyder det hvertfald og kunne ikke ønske mig en bedre klasse samt praktiklærer der alle er så åbne omkring mine skøre ideer.

mandag den 7. januar 2013

Den første dag med masser af gode oplevelser sammen med eleverne og hestene

7. januar 2013
Waldemarsbo Efterskole / Dyr & natur: Området ligger på modsatte side af vejen, hvor selve hovedbygningerne ligger. Det er primært et grønt område med hhv. et teorilokale, et fårehus, en stald, folde og en velanlagt ridebane på 20*60 m med sand på. Af dyr er der heste, geder, får, høns, fugle, marsvin, kaniner, mus og akvariefisk. Hele området er indhegnet. Der er 4 heste. En nordbagger og 3 ponyer i forskellig størrelse. 3 vallakker og en hoppe.

Jeg har 7 elever, hvoraf de 4 er drenge og de 3 er piger. (Bettina, Line, Cecilie, Rikke, Frederik B., Frederik S. og Christian P.) i alderen 15 – 17 år.

 

Der er i alt 15 elever på linjefaget i denne periode. De øvrige 8 elever på holdet skal de næste 3 uger arbejde med et projekt omkring Danmarksindsamlingen til Afrika, hvilket resten af skolen også skal. Jeg får lov til at gennemføre min undervisning og mit projekt sideløbende. Kathrine og jeg blev så enige om, at mit hold sidst i forløbet enten gennemfører en opvisning live eller at vi laver en lille film til fremvisning i fx frokostpausen.

 

Pasningen af hestene (den første time)


Efter en kort velkomst og lidt fortælling om juleferie, blev eleverne fordelt på de forskellige opgaver med pasning af dyrene. Jeg havde ansvaret for hestene sammen med 2 piger og 2 drenge.

Hestene var blevet fodret, før jeg nåede op til stalden. Foderet er hældt op i nogle spande med hestenes navne på, så de er klar til at hestene får foderet. Da de var færdige med at spise, og der var lagt wrap ud på foldene, skulle hestene lukkes ud på fold. Jeg tog hoppen ud (Tøsen). Hun ville ikke gerne ud på folden på grund af mudderet, og måtte presses lidt. De andre elever tog de andre 3 heste ud, hvor jeg hjalp dem med bl.a. at holde leddene. Heller ikke de heste var meget for at gå ud. Der var rift om trillebørene, så der gik lidt tid før vi kunne komme i gang med at muge boksene. En af drengene gik af sig selv i gang med at muge den ene af boksene. Jeg hjalp ham lidt senere med at vise ham, hvordan han skulle samle klatterne, så han ikke fik for meget savsmuld med ud fra boksen. Kort efter lykkedes det 2 af pigerne (Cecilie og Line) at få fat i en trillebør mere, og de gik i gang med at muge en af de andre bokse. Jeg havde forinden bedt dem om at give hestene foder og wrap, hvilket de hjalp hinanden med.

Da pigerne var næsten færdige med deres boks instruerede også jeg dem kort i, hvordan de gjorde boksen færdig og pæn, og sorterede klatterne fra spånerne.  Kort efter kom Kathrine ned og hjalp lidt og for at få overblik. Det var lidt før pausen, så vi blev ikke helt færdige. De gik fint til opgaverne, og de var positive og villige til at løse dem. Kun en af pigerne (Rikke) skulle have lidt hjælp og instruktion til at gå i gang med opgaverne. Da hun var meget usikker på, hvordan hun skulle løse opgaverne med fodringen, trådte Line beredvilligt til, og tilbød at hjælpe hende.

 

Formiddagstimen (strigling, opsadling, ridning mm.)


Vi startede alle samlet i teorilokalet, hvor Kathrine og Jens fortalte om Danmarksindsamlingsprojektet og om hungersnød, borgerkrig og fattigdom i Afrika.  Efter ca. 20 minutter viste Cecilie tydelige tegn på, at hun glædede sig til at komme ud og ride, og at hun var ved at blive utålmodig. Kort efter forlod mit hold og jeg lokalet, og tog rideudstyret med op til stalden. Nogle af eleverne gik ud på folden for at hente 3 af hestene. Cecilie og Frederik S. fik fat i Basse (nordbaggeren), som absolut ikke ville med. Christian og Frederik B. fik fat i Nelson (den største pony), som løb fra dem flere gange. Han ville heller ikke med. Jeg hjalp så Line med at få Felix (den mindste pony) med ud. Rikke stod ude på den anden side af hegnet og ventede. Hun var lidt forsigtig, og turde ikke gå med ind på folden. Da Felix var ude, hjalp jeg Cecilie og Frederik med at få Basse ud. De to andre drenge ville selv trække Nelson igennem pløret i folden, hvilket resulterede i, at han flere gange rendte fra dem. Jeg måtte så ind på folden og hjælpe dem med at få ham ind. De andre elever havde også svært ved at få styr på deres heste, så jeg måtte også inden hjælpe dem med at få dem hen til stalden og få dem bundet. Det var lidt kaotisk, men det gik. I morgen vil jeg nok med elevernes hjælp tage en hest ind ad gangen, så der er lidt mere styr på hestene.

Eleverne gik i gang med at strigle hestene med lidt vejledning. Jeg sadlede alle tre heste op på skift og tjekkede at de var rene nok til at få sadler på. Vi var nu lidt tidspressede, så jeg fortalte eleverne, at de ikke ville kunne nå at ride så længe, men kunne få skridtet lidt. Jeg hjalp dem ligeledes på skift op på hestene. De var en til at trække og en til at ride. Rikke ville helst at jeg gik ved siden af hende, hvilket jeg så gjorde noget af tiden, men det var også ok med hende at en af drengene gik sammen med hende, for som jeg forklarede hende, måtte jeg også hjælpe de andre elever.  Rikke har epilepsi, så Kathrine og jeg gjorde meget ud af, at hun blev sikret så meget som muligt, idet hun ret tit får anfald. Men Rikke ville rigtig gerne ud og ride, så Kathrine og jeg blev så enige om, at hun fik sikkerhedsvest og hjelm på, samt en trækker og en eller to til at gå ved siden af hende. Efter kort tid var det tydeligt at se, at hun var rigtig glad og stolt. Hun smilede stort.

Line red på Basse, og var meget stolt af, at hun selv kunne styre. Hun gjorde meget ud af at fortælle mig, at hun og hendes familie har haft heste før, og at hun havde redet en del. Hun spurgte om de også ville komme til at galoppere og trave, hvorefter jeg svarede, at det ville de nok afhængigt af, hvornår de var klar til det.

Den ene af drengene havde aldrig siddet på en hest før, så for ham var det lidt grænseoverskridende, men han ville rigtig gerne. Det var spændende for ham, og en succesoplevelse. Cecilie ”ofrede” sig beredvilligt, da hun valgte ikke at ride. For hun skulle jo alligevel ride senere på eftermiddagen. Skal lige huske i morgen at anerkende hende for det.

Frokostpausen nærmede sig med hastige skridt, og Kathrine kom og hjalp os med at få sadlet hestene af og få gjort stalden færdig. (Det gjorde hun og jeg i frokostpausen). Jeg fik desværre ikke bedt eleverne om at tage sadlerne med, men Line som var den sidste der gik, tilbød at tage 2 sadler med op til teorilokalet. Jeg sagde at hun ikke behøvede det, men hun insisterede, og tog derfor 2 sadler. Kathrine og jeg tog så resten af udstyret med, da vi var færdige med stalden. Da var klokken blevet 13.

Om end dagen var lidt hektisk og lidt kaotisk, var det en rigtig god dag med nogle glade, positive og hjælpsomme elever.

Har overlevet endnu en dag i 7.a

Måske siger overskriften det hele... Det har i hvert fald været en lærerig dag.
Matematiklæreren har en meget lax stil og det hele sejler, og den klassementalitet har vist sig svær at få bug med. Omvendt i dansk er der (næsten) hele tiden ro og koncentration, fordi deres dansklærer netop er meget opmærksom på at få skabt rum for læring.
Det triste er at ifølge matematiklæreren er det eneste der virker god gammeldags deduktiv undervisning med efterfølgende individuel opgaveløsning... Så det må jeg vel afprøve (men ville sgu' også gerne modbevise ham).

Håber at det går godt hos I andre!